
Finn Holger Andsager er gået bort i en alder af 84 år.
Vi modtog i går med stor sorg beskeden om at vores afholdte, loyale og værdsatte kollega kort- og landmålingstekniker Finn Andsager var afgået ved døden søndag den 15. juni. Finn var i færd med at passe sin egen have, da øjnene lukkede for sidste gang.
Vi føler os meget privilegerede at have haft Finn som kollega og ansat gennem mere end 51 år og vil med taknemmelighed mindes alle de stunder og samtaler, vi har haft med Finn gennem tiden. Finn var ofte den person, man som nyansat havde mest med at gøre. Både fordi Finn var en mester i markarbejdet som landmåler, men også fordi Finn havde en evne til at tale med alle – høj som lav. Som nyansat landmåler følte man sig meget velkommen og hjulpet – særligt pgra. Finns helt egen måde at være på. Finn spurgte altid meget oprigtigt og interesseret ind til personen, han talte med, huskede navne på ansattes familiemedlemmer og datoer for mærkedage.
Finn havde mange evner og mestrede både harmonika og klaver, ligesom sang og folkedans var nogle af Finns store hobbies. Desuden passede Finn i de senere år mange haver i Stensballe indtil han selv valgte at skære ned på antallet for at skåne kroppen. Til gengæld fyldte han så tiden op med sang for de gamle på plejehjemmet Nørrevang i Stensballe. Indtil det sidste var Finn havemand her på adressen og passede græsplænen og udearealerne til punkt og prikke. Intet kunne man sætte på hans arbejde som altid var udført med akkuratesse, præcision og ryddelighed.
Vi vil alle savne Finn.
Vores tanker går til Finns kone Lajla, sønnen Jacob, 2 børnebørn og svigerdatteren Anja.
Æret være Finns minde 🌼🌹🌻❤