Søgning
1. apr 2019

Stor 5 årig kontrakt med Rigspolitiets færdselsafdeling

Opdatering: Nyheden blev offentliggjort på en 1. april og var en spøg! … men det kunne ellers være godt! 😂😂

Vi er meget glade for at kunne fortælle at vi har vundet en stor 5 årig kontrakt med Rigspolitiets færdselsafdeling om hastighedsmålinger. I forbindelse med at Politiets ATK-biler inddrages og erstattes af stærekasser har man fra Politiets side haft et udbud med supplerende hastighedsmålinger.

Vi bød ind på opgaven og har altså vundet den. Adm. dir. Svend Smedegaard udtaler i den forbindelse “at vi i kampen om at lede efter nye opgaver, hér har fundet en niche, der passer perfekt som supplement til vores opgaver vi har i forvejen.” Som Svend Smedegaard fortæller “er vi jo tilstede i forvejen og lider under høj fart forbi vore ansatte. De får nu mulighed for at registrere fartsyndere og være med til at øge trafiksikkerheden. En ren win-win situation.”

I forbindelse med opmålinger til skel og øvrige sager kan vi nu måle og registrere hastigheden af de forbikørende køretøjer i begge retninger. Ligeledes kan vi måle motorcyklers hastigheder, noget som mange har været i tvivl om kunne lade sig gøre med stærekasser og ATK-målebiler. Det kan altså også lade sig gøre nu med vores hjælp!

Udbuddet betyder nu at 11,5% af de indkrævede bøder bliver vort honorar for ydelsen. “Der er”, som Svend Smedegaard fortæller, “ingen tegn i sol og måne på at dette skulle være en dårlig forretning for os. Alle kører for stærkt og vil blive fanget af vor fartmåling, hvis vejen går forbi os”.

Aftalen træder i kraft allerede i dag. 

Læs også