Søgning
2. dec 2024

Den Kongelige Belønningsmedalje til Finn Holger Andsager

Den 1. januar 1974 begynde den unge kort- og landmålingstekniker Finn Holger Andsager sit landmålerliv hos Landinspektør Bonefeld, Lund & Bech Jensen på Søndergade i Horsens.

I dag har vi haft den store ære at tildele Finn den Kongelige Belønningsmedalje i sølv for 50 års ansættelse hos samme private arbejdsgiver. Medaljen blev overrakt ved en privat ceremoni under overværelse af Finns kone Lajla og alle firmaets ansatte.

Igennem de seneste 15 måneder har vi måtte vente på at indstillingen blev sagsbehandlet, først i Kulturministeriet, siden Kirkeministeriet og sluttelig Erhvervsministeriet. Desuden skete der et regentskifte undervejs. Kulturministeriet har været meget ærlige omkring den lange sagsbehandling: Der var simpelthen sket en forglemmelse i sagsbehandlingen hvorved anmodningen blev forputtet. Ærlig snak! Så den lange tid i sagsbehandlingen skyldes bestemt ikke Finns lange meritter eller efterprøvning af levnedsbeskrivelsen. Da forputtelsen først var konstateret, kom der skred i den ministerielle indstilling til Ordenskapitlet. Tildelingen er sket med skæring 12. november 2024 af Hans Majestæt Kong Frederik X.

Vi har den store fornøjelse stadigvæk at nyde godt af Finns arbejdskraft og gode humør idet han nu er vores glade gartner og hjælper med at holde vores matrikel pæn, klippet og ryddet.

Vi har afholdt en privat højtidelighed i forbindelse med overrækkelsen her på kontoret den 2. december 2024. 

Stort tillykke til Finn!

Læs også