Søgning
24. dec 2023

50 års jubilar, Finn Holger Andsager

Den 1. januar 1974 begynde den unge kort- og landmålingstekniker Finn Holger Andsager sit landmålerliv hos Landinspektør Bonefeld, Lund & Bech Jensen på Søndergade i Horsens. Tiderne var med målebånd, stikker, vinkelprisme og teodolit. I de første år herefter skete der en sand teknologisk revolution idet den elektrooptiske distancemåler gjorde sit indtog og gjorde afstandsmåling en hel del nemmere. Siden er det gået stærkt.

Finn har fulgt med, men dåbsattesten røber at Finn ikke er helt ny længere. Finn har haft del i projekter som den Østjyske motorvej, opmåling af naturgasledningsnet i Østjylland, flygtningelandsbyer, Shell tankstationer, i hundredevis af landbrugsudstykninger og i tusindvis af parcelhusudstykninger. Hvor mange skelpæle Finn har banket i, tør vi ikke gætte på, men det må være kilometervis i 80 cm længder!

Vi har den store fornøjelse stadigvæk at nyde godt af Finns arbejdskraft og gode humør idet han nu er vores glade gartner og hjælper med at holde vores matrikel pæn, klippet og ryddet. I dag, 1. januar 2024, er det altså 50 år siden.

Vi afholder en privat højtidelighed i forbindelse med jubilæet den 2. januar 2024. 

Som tiden går!

Stort tillykke til Finn!

Læs også