
Det var et utraditionelt stillingsopslag som den unge Simon Stouby i 2005 reflekterede på. Han havde et arbejde som landbrugsmedhjælper på en bedrift i Horsens-oplandet og ønskede lidt andre arbejdstider. Dagen startede tidligt på et landbrug, arbejdet var hårdt. Derhjemme over køkkenbordet blev der snakket om karriereskift. Simons kæreste Heidi havde hørt et radiospot om et landmålerfirma, der søgte en ny medarbejder til et job som målemedhjælper. “Det lyder da spændende” syntes Heidi og fik Simon til at kontakte Landinspektørfirmaet Bonefeld & Bystrup, der var ophavsmand til annoncen.
Og forårsdagen 20. april 2005, i det som vejrudsigten kaldte “nogen eller en del sol og mulighed for en let byge” – så er man fuldstændigt dækket ind, startede Simon sin nye karriere som måleassistent. Og man kan bogstaveligt talt sige at han startede på toppen. For en af dagens opgaver var at måle koter på Danmarks højest beliggende landbrug ved Møllehøj i Ejer Bjerge, tilfældigt og faktisk lige i nærheden af Simons egen bopæl.
I det daglige bruger Simon mange timer bag rattet i sin firmabil og har været det meste af Danmark rundt. Opgaverne er mangeartede og Simon har været til søs på målinger, på sporet på målinger og nu er det primært opmåling og afsætning til byggepladser hvor der opføres typehuse. Simon er også vores hjælp på pedelopgaver i og omkring bygningen på Strandpromenaden.
Vi markerer begivenheden internt. Tillykke til Simon.