Kort- og landmålingstekniker Søren Berg kan den 1. januar 2025 markere sit 10 års jubilæum hos os. Søren er uddannet som kort- og landmålingstekniker fra Københavns Tekniske Skole og havde efter endt uddannelse arbejdet i en del år i det sjællandske.
Da ægtefællens job- og karrieremuligheder bød hende nye muligheder i Give, betød det at familien flyttede til Jylland, nærmere bestemt Daugård. Søren søgte uopfordret et job hos os. Det var vores held. Vi stod nemlig på daværende tidspunkt og skulle netop til at opslå en ledig stilling. Så Søren kom os sådan set i forkøbet.
Søren beskæftiger sig primært med større byggepladsers opmålings- og afsætningsopgaver og har på det seneste været landmåler på projekterne Søstrene Grene/Århus Vest, Recharge City/Horsens Syd og E45 Logistikpark/Vejle Nord – store transportcentre langs motorvejsbåndet i det østjyske. Men Søren går heller ikke af vejen for afsætning af et parcelhus eller opmåling af en situationsplan. Søren klarer det allermeste.
Vi markerer dagen internt med en lille fejring. Tillykke til Søren.